HELGA HALLAS BJERG

Malerier med dybde og intensitet

At mærke sig selv er at vide, hvem man er

Lidt om mig

Jeg er autodidakt maler og har hele mit liv arbejdet som socialrådgiver og højskolelærer. Jeg bor i Horsens sammen med min mand, og har et dejligt lille atelier i baghaven, hvor jeg arbejder med mine store malerier. 

For tyve år siden malede jeg mit første maleri, og det var en kæmpe åbenbaring for mig! Verden sås pludselig med helt andre briller. Farverne begyndte at “gøre” i stedet for at “ være”. Der fandtes ikke længere grimme eller pæne farver, men kun farver der gjorde det ene eller det andet – ved mig, ved et maleri, ved andre farver. 

Jeg er eksperimenterende, kasserer rigtigt meget og øver mig kontinuerligt i at finde den svære balance mellem at “give slip” og at kontrollere maleriets udtryk. Udtrykket i mine malerier er præget af kontraster, både i former, i farver og i valg af motiver. Jeg trives med yderlighederne i det rå og i det blide udtryk, gerne i det samme maleri. Jeg maler naturabstraktioner, enkelte abstrakt / figurative malerier og for det meste på store lærreder. Nogle gange har jeg en idé før jeg går i gang. Det kan være et motiv, en farvekombination eller en komposition, men ofte ender det med at blive noget helt andet, da maleprocessen for mig er meget følelsesladet og associerende, og derfor ikke så nem at styre. 

Ofte bliver jeg spurgt om, hvad der inspirerer mig. Mange ser Island, Norge eller Færøerne i mine malerier. Jeg har været i Norge, men ikke de andre steder, og jeg har aldrig planlagt at male naturbilleder derfra. Men jeg finder genklang i mig selv i den rå og kølige natur. Inspirationen er altså ikke så enkel, som at jeg ser noget, der inspirerer mig til at male efter det. Jeg maler for eksempel aldrig i naturen, men kommer der ofte. Inspirationen er ubevidst og finder sine egne veje. En farve eller en følelse kan sætte noget i gang, som både farvevalget og penselstrøgene i det enkelte maleri fortæller om.  Det sker undertiden, at jeg selv bliver overrasket over et maleris udtryk.

STEMNINGSBILLEDER FRA MIT ATELIER